Om honning

Honning er ikke bare honning – se “Galleri”

Hos SkiveBi bliver honningen slynget ad flere gange i sæsonen afhængig af sæson og indbæring, og den enkelte slyngning fra den enkelte familie holdes adskilt. Dette giver mulighed for at tilbyde forskellige smage, da det kan variere, hvilke trækkilder den enkelte familie finder. Generelt er forårshonning lysere og mildere end sommer- og sensommerhonning, som er mørkere og mere krydret.

Ved slyngningen sies honningen ved udløbet fra slyngen i en kombi-si med grov og fin. Disse sier er ikke så fine, at alle partikler fjernes – dette vil kræve en såkaldt spidssi af stof, men disse partikler er pollen, som jeg anser for en ekstra kvalitet til honningen.

Honning består af nektar (og pollenrester), som bierne samler og via enzymer i deres honningmave laver til honning, som de så sætter i cellerne i tavlerne for at have et vinterforråd. Da nektar er forskelligt, bliver honningen  også forskellig – i smag og konsistens.  Noget bliver meget hårdt og noget forbliver flydende. Når honningen tappes på glas, skal den være flydende, og så bliver den som oftest hård, hvorefter den modner og bliver smørbar i løbet af måske et ½ år.

Det er et ønske for mig, at jeg får høstet honningen med et vandindhold på max 18%; dermed  kan den holde sig i flere år under gunstig opbevaring. Et lavt vandindhold kan give “fløde” eller “frost” (kært barn….) på indersiden af glasset – krystallerne organiserer sig så de danner “fløde-gardiner/fløde-striber”, som udgår fra toppen af honningen. For højt vandindhold kan resultere i gæring ved opbevaring i for lang tid og ved for høj temperatur (på vej mod mjød). For høj opbevaringstemperatur kan resultere i lagdeling; honningen kan røres sammen igen.

Honning bliver aldrig sundhedsskadelig uanset dens eventuelle forandringer; som kan være ændring af konsistens, udseende eller smag, men honningen kan stadig anvendes.