Kvalitet

Opdateret den 1/3 2020

Skive Bi drives under “Grøn pulje”, hvilket vil sige, at der ikke anvendes medicin eller pesticider på noget sted i fremstillingen af det endelige produkt.

Der er således ikke fx penicillinrester i honningen, hvilket er forbudt inden for EU, men ikke unormalt i USA og tredielande. Der anvendes heller ikke pesticider i min produktion. Dette er ikke tilladt under “Grøn pulje”, men det er tilladt i Danmark, og det bliver anvendt.

Efter slyngning hældes honningen igennem en dobbelt-si (grov og fin). En spids-si af stof fanger endnu finere partikler, men det benytter jeg ikke, da jeg ønsker at beholde de små rester/nister af pollen, som kan forekomme.

Inden honningen er klar til at blive tappet, skal den røres for ikke at danne krystaller. Jeg kold-rører, så honningen ikke bliver opvarmet. For ikke at røre for mange gange poder jeg honningen med en fast (alm) honning; dvs at jeg irører en smule færdig honning, hvilket sikrer en hurtig proces med at blive til fast honning, og derved mister honningen mindst muligt aroma og optager minumum af vand.

Vandprocenten skal være under ca 18%, og så kan honningen rigtigt opbevaret – mørkt og køligt – holde sig i mange år. For høj vandprocent kan forårsage gæring (på vej mod mjød), men honning bliver ikke sundhedsskadeligt ved at ændre udseende eller smag.

Vinterfoderet er sukker oprørt i vand. Der skal gerne være en lille reserve vinterfoder om foråret, når bierne igen flyver på træk. Denne reserve fjernes, når bierne igen er selvforsynende.